Af Kirsten Clausager
Vi er nemlig ikke det, vi tror, vi er … ’
Indsigten landede som en fjer, der svæver gennem luften og ender på græsset. Og der lå den. Rigtigt fint og fin. Jeg måtte se på den igen. Mine erfaringer. Min alder. Mit køn. Mine titler. Mine meritter.
Alt det, jeg tror er mig, er slet ikke mig. Det, jeg ser, er blot form og konstruktioner.
Det vi virkeligt er, er uendeligt meget større end det, vi går rundt og tror. Og derfor bliver det, vi ser, formen, stram, snærende og ufleksibel. Som et stykke tøj, vi ikke kan passe. Som et par sko, der er for små. Som en cykelhjelm, der strammer.
Tøj, sko og hjelm kan vi se. Men vi kan ikke se, når det uendeligt store, vi reelt er, presses ned i en form.
Eller. Måske, vi alligevel kan se det. For når rammerne strammer, og vi forsøger at være i dem og tilpasse os, får vi psykiske strækmærker: Det usynlige bliver synligt i uro, utilpas- og utilpassethed, i frustration og rastløshed. I konflikter. Indre og ydre. Og det kan alt sammen ses som vores sundhed, der forsøger at råbe os op.
Vi fødes ind i verden, ind i en familie, og uanset hvor kærlig, den familie er, uanset hvor godt et miljø eller samfund, vi vokser op i, så mødes vi af begrænsende rammer. Rammer for, hvordan man opfører sig. Rammer for, hvordan ’vi er i vores familie’. Rammer for, hvad man gør ’her i kvarteret’. Rammer for, hvad man gør i dette samfund og i denne del af verden.
Indenfor den konventionelle psykologi kaldes det ”institutionaliseret individualisme”: At vi alle går i vuggestue eller dagpleje. At vi alle går i børnehave og skole og dernæst gennemfører en ungdomsuddannelse. At vi alle er unikke individer, der går den samme vej.
Når vi alle går den samme vej trods vores forskelligheder, bliver det, der var mig, undertrykt. Gemt væk. Puttet. Ikke i ond vilje, men bare fordi, at sådan er det.
Alle de gange, jeg har haft trang til at gøre oprør, være rebelsk, opføre mig, så andre fnisede eller blev forlegne, handlede det om, at jeg kunne mærke rammerne, der gjorde mig mindre. Ikke rammer, der var sat af ond vilje eller trang til at dominere, men rammer, der blot ”er” i et liv. Så forsøgte jeg at strække mig. Skubbe til det, jeg kunne mærke begrænsede ’mig’ (som formløs), men som jeg ikke kunne sætte ord på.
Nu ser jeg, at når følelsen af ikke at kunne ’lide mig’ skyller ind over mig, så er den budbringer om sandheden: Det er rigtigt mærket: Jeg skal ikke ’kunne lide’ ’mig’: Den lille, begrænsede mig. Formen og konstruktionerne. Jeg skal sprænge rammen og se, at jeg, og vi, er så meget større.
Og når vi ser det, kan vi slet ikke undgå at kunne lide det!
.