Af Ditte Kjeldgaard Jakobsen
Jeg er mor til en skøn, nu 12 årig, dreng i stor mistrivsel. Årsagen til hans mistrivsel er ligegyldig for historien, og i respekt for ham og jeres tid går jeg ikke ned i den detalje – men der er selvfølgelig en årsag.
Jeg kæmper, og føler mig meget alene. Historien starter i september 2023, min søn er 10 år og er så følelsesmæssigt påvirket at han ville kunne forveksles med en soldat hjemvendt fra krig. Han kan ikke gå på toilettet alene, jeg skal kigge bag døren og i badet og blive derude til han er færdig. Han sover i min seng hver nat, vågner flere gange skrigende – badet i sved og med hjertet på vej ud af kroppen. Det er så man fysisk kan mærke smerten i hans brystkasse, og se hjertet prøve selv at hoppe ud. Men med nærvær og kærlighed får vi bevæget os stille og roligt mod troen på livet og troen på at systemet ser os. Vi er igennem nogle retssager, som falder til min søns ønske og behov og i februar 2024 er sidste retssag slut. Jeg søger tabt arbejdsfortjeneste, med en forventning og tro på at det kun handler om et par måneder mere. Dette er også hvad jeg fortæller forvaltningen – men da der ikke er en diagnose vil forvaltningen ikke give medhold.
Økonomi i vores samfund, når det kommer til børn i mistrivsel, er en Bermuda trekant. Jeg kan ikke dele mig på midten og være til stede 2 steder på en gang, det er fysisk umuligt at være til rådighed på arbejdsmarkedet mens jeg hjemmeskoler det meste af dagen og er med min søn i skole 6-8 timer om ugen. Min søn hverken kan eller skal udredes midt i dette, han kan ikke fordi skolen/PPR ikke kan vurdere hans behov når han ikke kan komme afsted og skal ikke fordi dette både er nyt og ikke blivende. Der er ikke nogen tvivl om at han med stor garanti har ADHD – det blad hænger flere steder i familietræet, men han har også været i trivsel og kunnet klare en normal skolegang. Han ville, hvis udredt midt i denne belastning, utvivlsomt få diagnoser der var misvisende. Han har ingen tryghed i andre end mig, men Bermuda trekanten tillader ikke at jeg kan hjælpe ham. Så når dagpengene bliver afvist fordi jeg ikke står til rådighed på arbejdsmarkedet, børn og unge forvaltningen afviser at give tabt arbejdsfortjeneste, så er der kun jobcenteret tilbage. Jeg havde fået min søn i så stor trivsel i sommerferien 2024, at vi prøvede at sende mig på kursus og ham i skole. 14 dage tog det, før vi begge var knækket helt igen. I de 14 dage kørte jeg 40 minutter væk fra skolen, og blev dagligt ringet op og fik beskeder på Aula om slåskampe, han stak af, han gemte sig på toilettet hele dagen, ringede og ville hentes – og jeg stod på mit kursus med hjertebanken og kunne intet stille op. D. 30 august kørte jeg ham i skole, og på vej på kursus sad jeg og skreg af radioen der spillede en sang om ikke at give op – at jeg intet havde at kæmpe for. Jeg kunne ikke mere. Jeg manglede dog stadig 2 dage på kursus, som jeg fuldførte, men min søn kunne jeg ikke sende i skole de 2 dage. Selvfølgelig var det åbenbart samtidig med at forvaltningen gav en ny sagsbehandler der ikke svarede. Vi var tilbage til at sove i min seng, tilbage til at være op af mig 24/7, men denne gang var jeg også selv ramt så hårdt at mine tanker ikke ville lade mig tro på jeg var en god mor. Hvad kæmper jeg faktisk for, når jeg kæmper alene med alt den modgang? Jeg søgte hjælp hos lægen, der ikke lyttede – Bermuda trekanten om igen – de hørte kun at skolen ikke tog deres sektoransvar alvorligt. Jeg forsøgte psyk, som sendte mig til endnu flere samtaler som bare pressede os mere end det gavnede.
Jeg faldt over 3P i februar 2025 takket være min sagsbehandler på jobcenteret/ressourceforløb, det var magisk!!! Jeg har siden læst utallige bøger og set utallige podcast osv – og nu er min søn i “trivsel” igen. Stadig på nedsat skema, sygeundervisning 8 timer om ugen uden mig med. Min mand opsagde sit job for at komme hjem og passe på mig, da jeg havde det værst, og går stadig hjemme. Den tabte arbejdsfortjeneste klagede jeg over, i marts fik jeg brev om at den afgørelse lader vente på sig – til midt juni. Og der venter jeg stadig.
Takket være 3P kan jeg holde det hele i en armslængde og tro på at livet må have mig. Lige meget hvad der sker, kan jeg klare det, for tiden går videre. Det her kapitel af mit liv er kun et kapitel, også dette går over en dag. En dag kan jeg komme ud i arbejde igen, en dag får jeg børnebørn og en økonomi der giver luft. Det er ikke lige nu, lige nu er der ikke noget jeg kan gøre. Jeg må vente på at systemet behandler min klage, vente på at der – hvis jeg får medhold, kommer rigtig mange penge ind på kontoen. Vente på at tiden går og heler de store sår der er kommet. Jeg får stadig uskyldigt tanker om at denne kamp er for hård, men jeg ved takket være 3P at den tanke og følelse ikke er sand. At livet ikke er imod mig, at det ikke er fordi jeg skal give op. Så jeg kæmper videre, og er den bedste mor for min søn og giver ham det han har brug for lige nu – mens resten af verden kan rende mig. Det er et mareridt, men det kan ikke fortsætte for evigt, det er fysisk umuligt. Det kan ikke fylde alle døgnets minutter, så jeg fylder de fleste minutter med alt det positive jeg kan finde. Jeg kan jo styre så meget, ved at vælge hvilke tanker jeg tror på og hvilke der bare er bølger på mit hav.
Tusind tak til 3P, og troen på at livet har mig.