Men… Hvem er jeg så?

Det er altid svært at give et præcist billede af, hvem man var og hvordan man oplevede tiden på et tidligere tidspunkt i livet. Det vil altid være gennem et filter af den man er nu, hvor man ser tilbage. Dog synes jeg, at der ligger en underliggende følelse (the feeling) af, at “Meget vand er løbet gennem åen” uden at jeg tilsyneladende kan se nogen forskel. Jeg ved bare, at alt er forandret, uden at det har en egentlig form.

På papiret, var der ingen tvivl. Min kæreste og soulmat, min bedste ven, havde gjort noget utilgiveligt. Min voksne datter og alle omkring mig havde en klar forventning om hvad jeg burde gøre. Fra den ene dag til den anden skete en eksplosion, med krise og skeletter, der væltede ud af skabet. Ingen var alvorligt syge eller døde, ingen stor brand eller verdenskriser. Corona var overstået og nu skulle vi have været i gang med livet igen. Men lige dér gik min forventede fremtid i stykker. Lige dér gik jeg i baglås. Chokket, tvivlen på mig selv, min datter og min kæreste var altoverskyggende. En dybtliggende trang til at fikse og redde mit gamle liv og det, jeg faktisk ikke kunne klare mere, gjorde at jeg gik i stå. Jeg ved i dag at mine skeletter også var på vej ud af skabet.

I en tåge, gik jeg ind til min chef. Han skulle vide, at jeg ikke var 100% på idag. Jeg betroede ham, hvad der var sket, og at jeg ikke havde sovet hele natten. “Jeg ser dig som en tumling, det der legetøj, der altid rejser sig, når man vælter den, så det skal nok gå,” sagde han efter en kort snak. Så tilbød han at betale for nogle timer hos en terapeut efter eget valg. Hun fortalte mig, at jeg slet ikke var mig eller den jeg troede jeg var. Hun mente, at jeg hele mit liv har prøvet at tilpasse mig til, hvad jeg tror at andre ønsker af mig. Hun kunne ikke hjælpe mig med at finde mig selv. Jeg skulle snakke med en coach. Det kunne jeg ikke lige overskue, så jeg begyndte på min egen rejse for at finde mig selv.

I dette forløb mistede jeg kontakten til min datter og hendes ufødte barn. Hun følte sig svigtet af mig fordi jeg ikke tog nok afstand til min kæreste. Jeg slog op med min kæreste og vi solgte huset. Min øvrige familie blev sat i klemme på grund af at min datter ikke ønskede mig i sit liv, og for første gang nogensinde, havde jeg kun mig selv at tage hensyn til og ingen andre at være noget for.

Jeg kunne fortsætte historien i kronologisk orden indtil i dag. Dog er vores veje og rejser, indsigter og liv så forskellige, at jeg ikke synes at det er relevant. Efter et halvt til et helt år med søgning på både det spirituelle og selvudvikling gennem bøger, endte jeg med de 3 principper.

Det interessante er, synes jeg, dette formløse og ubeskrivelige lag, som tilsyneladende ikke er til at se. At jeg i nuet, uanset hvilken tid jeg har befundet mig i, kun har kunne være den jeg var, med de tanker og oplevelser jeg havde. Uanset om jeg har været optaget af at please andre eller ej, så var det stadig mig og min verden, som den så ud. Men alt forandrer sig hele tiden, selv om vi ikke kan se det. Da jeg lige havde mistet kontakten til min datter, følte jeg enormt meget skyld og skam. Jeg følte at jeg skulle råde bod på eller bevise mit værd, for at kunne blive tilgivet. Jeg troede også at min søskende og anden familie ekskluderede mig, fordi de tog afstand fra mig pga. de valg jeg havde taget. Det var min sandhed og virkelighed. Sammen med den faktor, at jeg ikke kunne mærke mig selv og mine forventede fremtidsplaner var spoleret. Jeg var af den overbevisning, at jeg måtte finde mig selv for at kunne være i mit eget liv, få relationer igen og få tilgivelse, hvor det måtte være nødvendigt.

Et par år inden, så mit liv anderledes ud. I hvert fald på overfladen. Min datter flyttede hjemmefra. Efter en turbulent teenagetid og en dominerende kæreste, var jeg glad for at jeg endelig havde fundet en god kæreste, og at min datter og han var så gode venner. At vi havde fundet et hus vi skulle blive gamle sammen i. Jeg kunne begynde at se, hvor meget både min datter og ex-kæreste havde spillet hovedrollerne i mig og efterladt mig en statisk rolle. Jeg troede at jeg spillede alle roller som kæreste, mor, veninde, søster osv. lige efter bogen. Hvis der var bloopers, var suffløren og instruktøren der med det samme inde i hovedet med evige rettelser og kommentarer. Ikke noget jeg tænkte over, sådan så min verden bare ud. Presset steg dog stødt, når rollerne ikke harmonerede med hinanden eller jeg skulle skabe plads til mig selv og mine egne grænser. Jeg var bare statist, og min personlige rolle blev mindre og mindre specificeret i manuskriptet til fordel for, mor, datter, søster, kæreste osv. Men alt dette kunne jeg ikke se! Der var jeg jo også bare mig.

I dag er virkeligheden igen en anden. Jeg har fået øje på de mange dimensioner, hvori alt forandres. Lige fra min egen indre verden, min ydre verden, mine nærmeste, vores verden og verden generelt. Som tusindvis af tandhjul, der griber fast i hinanden, ændrer størrelse, placering, rotation og til tider passer på én måde og så ændres til at passe andre steder. Uforudsigeligt og forudsigeligt på samme tid, da vi gennem vores liv konstant oplever at intet er statisk. Alt er foranderligt. Mine søskende har mere tid, fordi vores børn er ældre, vores samvær er anderledes og handler mere om os end os som forældre. Jeg har fået muligheder og oplevelser, som jeg ikke kunne have fået i det gamle liv. Jeg har fået øje på, at jeg er hovedrollen i mit eget liv, og at jeg hverken er forfatter eller instruktør på settet. Jeg kan vælge hvordan jeg vil spille rollen, jeg kan komme med ideer og ønsker til fremtiden, men i sidste ende er det ikke mig, der bestemmer historien. Jeg er bare mig.

Jeg har lært så meget af livet de sidste tre år. Jeg har smidt den indre brugervejledning ud og stoler mere på at livet vil vise mig vejen og løsningerne hen ad vejen. Det har gjort mig mere opmærksom på verden og livet omkring mig. Jeg er bare mig og det kan jeg godt lide. Selvom jeg kan fare vild og få udfordringer og konflikter, så betyder det kun noget, mens det står på. Jeg har fået rollen som mig, fordi jeg er den bedste til den rolle. Så det eneste jeg skal gøre, er at leve livet og opleve de ting, der kommer på vejen, gode som dårlige. Jeg skal ikke male det billede af mig, som jeg gerne vil have at folk skal se. Jeg er stadig bare mig og så må de selv male billedet.