Af Peter Winding
Mad er for mig i høj grad forbundet med glæde.
Jeg er vild med at have gæster, jeg kan lave mad til.
Jeg laver ikke stor eller spektakulær mad. Jeg laver helt almindelig mad.
Jeg har altid elsket det.
Og så har jeg opdaget noget nyt om dét, for nylig.
Det skete mens jeg så et madprogram.
Programmet handler om kokke som jagter Michelin stjerner.
Det er sat op som en jagt hvor lykken venter for enden af regnbuen, i form af den anerkendelse en stjerne betyder. Samt den økonomi der følger i kølvandet.
Undervejs ser vi stressen, kokkene oplever, mens de knokler for at komme op i det niveau, der giver stjerner.
Jeg fulgte med spænding deres kamp mod tinderne, i en kokkeverden som ikke er for sarte sjæle. Hvordan de, udspændt mellem deres egen usikkerhed og gæsternes nydelse, presser sig selv til et liv hvor prisen også betales i en valuta som omfatter både famile og andre tætte relationer.
Undervejs fik jeg så øje på noget, som programmet ikke fortæller om.
Nedenunder den tilsyneladende heftige jagt, med dens op og nedture, er der et helt andet lag, som ikke er synligt for det blotte øje.
Fordybelsen. Dét sted hvor nærværet bliver så intenst, at verden omkring dem fordufter.
Lige dér ligger guldet.
Det ligger aldrig i anerkendelsen gennem de tildelte stjerner fra et opulent livstils magasin, eller fra de gæster som spiser maden.
Den ligger i selvforglemmelsen. Dét øjeblik hvor kreativiteten eksploderer i en ny fortolkning af naturens elementer, i form af noget spiseligt. Men det er aldrig selve maden, produktet, som har egentlig betydning.
Det er nærværet.
På samme måde så jeg, hvad det er jeg elsker ved at lave mad. Det handler ikke om at give mine gæster noget godt ( selvom det er også føles dejligt ) eller om at få anerkendelsen ved at det smager godt.
Selvfølgelig bliver jeg glad når mine venner siger: Uhmmmmmm!
Det er fuldkommen i orden med mig, hvis min rudimentære mad lander et godt sted og når andre putter den i munden, forbindes vi gennem den.
Men det er i sig selv en kortlivet glæde.
Dér hvor glæden ligger, er i alt det som foregår inden.
Mens jeg går rundt i køkkenet og leger.
DEN leg. Den stund, hvor alt andet forsvinder og jeg bare er tilstede. Med grøntsager, olier og kød og hænder som udtrykker kærlighed og kreativitet.
Det er DER glæden ligger. I nærværet.
Jeg har dog den samme nydelse ved at lave mad til mig selv, som til andre. Jeg ELSKER at snitte, nulre og sammensætte.
Alene fornemmelsen når en kniv glider gennem en tomat og afslører den skønhed, livskraften har installeret i det mørkerøde frugtkød.
Phew.
For mig er madlavning blevet en fin metafor for netop dét at glæden ikke kommer udefra. Den opstår gennem de tanker vi oplever, om dét vi er igang med.
Om det er at skrælle gulerødder, eller gå en tur rundt om en skovsø. Eller at spise mad med sine venner.
Og det er så forløsende at opdage. At vi skaber alt det. At vi overhovedet er i stand til det, er mirakuløst og vanvittigt spændende.
Det giver mig også frihed til at tage livet på og bære det i mit tempo, uden at skulle tage bestik af hvad andre måtte mene om det.
Og deri skimtes friheden til at forbinde mig med verden.
I uforbeholden kærlighed.