Af Annelise Susanne Otkjær Thune
De ord hviskede Bill Petitt i mit øre, længe før Corona viste verden, at når alt andet bliver taget fra os, så popper forbundethed, hjælpsomhed og nærvær op som den mest naturlige del i mennesker.
Vi sad vist 60 mennesker i et lille lokale, meget tæt på hinanden, uden at det virkede forkert. Jeg sad på forreste række en meter eller halvanden foran Bill.
Jeg har aldrig glemt de ord, og jeg deler flittigt ud af dem. Men et er at forstå ordenes betydning med mit intellekt, noget andet er at FORSTÅ dem. Det er som om jeg nemmere kan mærke, når andre har brug for dybden af disse ord, end når jeg selv har.
Jeg er energisk, handlekraftig, modig og alle mulige andre klistermærkeord jeg sætter på mig selv, for at beskrive, hvordan jeg fungerer i form. Men bag alle de fine beskrivende ord er jeg et menneske, som nogle gange glemmer at lytte og være nænsom over for mig selv.
Da jeg mødte De 3 Principper, hørte jeg andre sige: ”Lyt efter en følelse”. Jeg blev ofte irriteret og frustreret, fordi jeg troede det kun var de gode følelser, jeg skulle lytte efter, så jeg lyttede og lyttede, troede jeg. For jeg oplevede så mange frustrerede følelser, og min indre overdommer var hård ved mig. Jeg kunne jo se på andre, hvor let og ubesværet de levede deres liv og delte ud af alle deres mirakuløse indsigter og fortællinger om, hvor simpelt livet er, når man har fået øje på det, principperne peger på.
Jeg oplevede mange forfærdelige følelser. Følelser, som jeg ikke havde lyst til at dele med andre, for det var for pinligt, svært og ubehageligt. Hvis jeg delte, oplevede jeg at få en respons i stil med ”Er du ikke lidt hård ved sig selv?”
F… Ja jeg er, og jeg har absolut ikke lyst til, at du skal sige det til mig, fordi i mit hoved er det en fordømmelse af mig. Jeg bliver dømt ude. Jeg kan ikke se klart og jeg vil absolut ikke have at vide, at jeg er forkert. Min tillid til at blive rummet som menneske med alle mine følelser blev mindre og mindre. Puha de følelser og tanker har raset rundt i min overophedede hjerne det meste af min tid som menneske. Og det er alligevel en del tid.
Bill så mine tårer trille ned ad kinderne imens han talte. Han spurgte mig, om jeg var ok. Jeg nikkede og svarede ja. Bill fortalte herefter ud i rummet, at han spurgte om jeg var ok, fordi han blev forført af sine egne tanker om, at han nok havde sagt noget, som kunne gøre mig ked af det.
Wow, hvad var det lige. Indrømmede Bill lige over for så mange mennesker, at han ”hoppede” på sine tanker om mig?
Bill´s fortælling om, at han også blev fanget i sine tanker og vurderinger om andres mentale tilstand var en kæmpe indsigt for mig. Sikke en tillid. Han havde intet imod at fortælle højt, at han havde ”taget fejl” af mig. Vi ved jo ikke, hvad andre har brug for, eller hvorfor de virker triste.
Jeg var ikke trist, mine tårer trillede bare, og det kunne se sådan ud for andre.
Kæmpe indsigt. Tak Bill!