Af Sara Christensen
Jeg sidder her og griner kærligt af mig selv.
Jeg har netop taget mit intellekt på fersk gerning i at prøve at starte et mægtigt drama (helt uskyldigt og i forsøget på at passe på mig, naturligvis… som når en bodyguard kommer til at nedlægge en uskyldig tilskuer).
Det var faktisk lige ved at lykkes, men heldigvis opdagede jeg det i tide.
Jeg gik og ventede på en sms fra en kammerat, der skulle svare på en forespørgsel, hvor jeg håbede på et ja.
Jeg havde været optaget af arbejde i nogle timer, så da jeg tog min tlf. frem var det med en overbevisning om at der selvfølgeligt var kommet svar i mellemtiden, og mit intellekt nåede endda at lave en lille ‘dokumentar’ om at svaret ville være positivt, og hvor glad jeg ville blive for det.
Så da jeg åbnede telefonen og så at der slet ikke var nogen sms (og dermed heller ingen glædes-belønning som lovet), blev jeg skuffet. Rent ud sagt følte jeg mig snydt og blev lidt trist.
Mit intellekt, der åbenbart ikke ville have skylden for min tristhed, gik straks i gang med at producere forklaringer på, hvorfor jeg havde den følelse. Det var naturligvis fordi jeg ikke havde fået den forventede sms – og dermed var det jo min kammerats skyld at jeg var trist (total udefra-ind forklaring).
Men mit intellekt stoppede ikke her, for nu skulle problemet jo løses. Hvorfor havde min kammerat ikke svaret?
Svaret kom hurtigt: Det var fordi min kammerat var en dårlig kammerat, der tydeligvis var ligeglad med mig og uden at tøve var parat til at svigte mig (historien om svigt er en forklaring mit intellekt har en stor forkærlighed for – men det kunne ligeså godt have antaget, at der var sket en ulykke med min kammerat… at han ikke gad være venner længere… at han også havde travlt med at passe sit arbejde, eller noget fjerde).
Efter mit intellekts svigt-forklaring ‘vidste’ jeg jo nu, at min kammerat gladeligt svigtede mig, så næste trin var naturligvis at finde ud af, hvordan jeg skulle reagere på det. Og igen var mit intellekt lynhurtigt: Hævn, var naturligvis den eneste gode reaktion på den slags. Han skulle mærke på egen krop, hvordan det er at blive svigtet og efterladt, og mit intellekts plan blev derfor, at jeg (når han engang gad svare mig) skulle lade være med at svare tilbage… måske i et par dage. Så kunne han lære det. Ha!
Og jeg nåede lige at få en lille tilfredsstillende indre film om hvordan han, efter at have lært sin lektie, kom krybende med undskyldninger og dårlig samvittighed, mens jeg stod høj og rank med korslagte arme og overvejede om jeg ville tage imod hans undskyldninger (og ja… det var i min indre film fysisk det der skete… han krøb, jeg stod).
Heldigvis vågnede jeg ligesom op lige der, og jeg opdagede, hvad mit intellekt havde gang i – hvilken en virkelighed mine tanker var i gang med dels at skabe… dels at prøve at håndtere.
Og så snart jeg opdagede dét, så snart jeg så at det jeg oplevede blot var den virkelighed mit intellekt lige havde tegnet, så kunne jeg også se at det var helt ude i hampen.
Jeg havde jo absolut intet grundlag for at vide hvorfor min kammerat ikke havde svaret – men jeg var ret sikker på at det ikke skyldtes, at han var et dårligt menneske – og jeg havde i øvrigt på ingen måde hverken lyst eller evne til at udsætte ham (eller nogen anden) for silence treatment i flere dage.
I takt med at mine drama tanker lagde sig (fordi jeg ikke tog dem alvorligt længere) kunne jeg pludseligt se at årsagen til den oplevede tristhed slet ikke var, at jeg ikke havde fået en sms. Årsagen var, at mit intellekt havde nået at fortælle mig, at der ville være en sms, og at det ville forbedre både mit humør og min dag – og fordi mit intellekt bagefter fortalte mig at jeg var blevet snydt for den gode oplevelse.
Fordi jeg troede på mit intellekt, oplevede jeg det derfor som om den manglende sms ødelagde min mulighed for en bedre dag.
Havde mit intellekt ikke lavet en ‘lykkelig fremtidsforudsigelse’, så havde jeg sandsynligvis blot konstateret, at der ikke var nogle beskeder, og så var jeg gået videre med min dag.
Men fordi jeg havde troet på fremtidsforudsigelsen så blev jeg skuffet og følte mig snydt, da den ikke blev til virkelighed – og straks skyndte mit intellekt sig at finde en syndebuk ude i den ydre verden – i dette tilfælde min helt uskyldige ven, der pludseligt lignede et bæst der skulle tæmmes.
Det vilde er at hele denne optrapning ikke tog længere end knap et minut, dvs nok kortere tid end det har taget dig at læse hertil. Men jeg nåede på den tid at (kortvarigt) ændre mit syn på min ven, blive både trist og vred og planlægge en hævn! Og var jeg ikke vågnet op til et højere bevidsthedsniveau, så jeg opdagede hvad der var i gang, så havde mit intellekt garanteret kunne koge suppe på den historie i dagevis.
– Ikke fordi mit intellekt er ondt, men fordi det prøver at passe på mig, og fordi den ene tanke hurtigt tager den anden – og så kan man jo nogle gange ryge nogle besynderlige steder hen.
Heldigvis vågnede jeg, inden jeg nåede at lade mine vanvittige tanker gå helt i selvsving, og inden jeg nåede at udsætte min kammerat for et hævntogt.
Så nu sidder jeg her og griner over hvor forunderligt og overbevisende et sted mit hoved dog er. Hvor fantastisk kreativt og hurtigt jeg kan skabe en troværdig virkelighed – og hvor fabelagtigt det er, at jeg har min visdom og mine følelser til at advare mig når det hele bliver lidt for tosset.