
Af Anne Stærk Dickenson
Min erfaring er, at der tit gemmer sig en sandhed i paradokser. En sandhed som kan hjælpe os med at få en dybere forståelse. Prøv lige at tænke over følgende sætning fra Sydney Banks:
Vores tanker er ikke virkelighed, men vores virkelighed er lavet af tanker!
Det er da et paradoks!
På den ene side giver det mening at snakke om, at det ”bare” er tanker. Det giver mening at pege på, at vores oplevelse af livet kan skifte på et splitsekund. Den solide, fysiske virkelighed kan forblive den samme, men hvis vi ser den i lyset af en ny tanke, så kan den opleves helt anderledes.
På den anden side giver det jo slet ikke mening at snakke om, at det ”bare” er tanker. Det kan føles så negligerende ikke at få taget sin virkelighed alvorligt. Det er jo vores virkelighed – også selvom den er tankeskabt. Det er vores liv i lige præcis det øjeblik.
Det er befriende at huske på, at begge dele er sandt. Det hjælper mig med at tage let på mine oplevelser – og med at forstå, hvorfor jeg nogle gange glemmer at tage let på mine oplevelser.
Så hvad vil jeg med dette blogindæg?
Jeg har lyst til at minde os alle om, at oplevelser kan se skræmmende ud. De kan nemlig være forklædt som virkelighed – og det er i den forklædning, at vi begynder at ville fixe, ændre eller forandre dem. Vi vil lave dem om, fordi de i det øjeblik har lavet et billede af virkeligheden, som vi ikke kan lide, og som skræmmer os. Vi har alle oplevelser, som ser ud som mere og andet end tanker. De ser solide ud.
Og samtidig er vi jo ikke bange for alle oplevelser. Nogle oplevelser kan vi grine af, andre lægger vi ikke mærke til, og nogle kan vi gennemskue som tankeskabte. Det er en proces at få øje på, at alle vores oplevelser er lavet på samme måde. De er tanker forklædt som virkelighed. Nogle gange kan vi se det og andre gange ikke.
Og det er som det skal være. Det er det som paradokset – i hvert fald for mig – peger på: Vores virkelighed er altid skabt af tanker, men fordi vi ikke kan opleve andet end tanker, så er vores tanker også vores virkelighed.
Vi kan ikke tænke os fri af tanker. Vores design er at opleve tanker. Vi er derfor ikke forkerte, dumme eller dårlige til 3P, når vores oplevelse bliver virkelig for os. Måske det kan være hjælpsomt at få øje på, at det er helt okay.
Paradokset tilbyder en forståelsesramme, hvor der er plads til begge dele: Nogle gange kan vi gennemskue tanker som tanker – og andre gange bliver vi snydt af tanker, fordi de i det øjeblik har forklædt sig som en virkelighed.