Samhørighed

Jeg blev spurgt, om jeg ville skrive et blogindlæg. Sikke en mulighed jeg fik der! En mulighed for at reflektere over, hvor i min hverdag, jeg oplever at mødet med Principperne har forandret mest. Tak for opfordringen og muligheden for at træde nye spor. Jeg havde nok ikke fundet på at skrive blogindlægget uopfordret – en gammel vane jeg har, men den kommer vi tilbage til.  

Selvom der er mange områder i min hverdag, jeg oplever anderledes, efter jeg er begyndt at lege med Principperne, så er det følelsen af samhørighed, jeg er optaget af lige nu. 

Jeg har tidligere betragtet mig selv som en slags ”Lonely Wolf” – købt ind på, at det var sådan, jeg var – og overordnet haft det fint med det. Jeg husker egentlig følelsen af at være tryg og forbundet til mange ting: livet, kloden, naturen, kunst og musik – min nærmeste familie – min kultur og historie – og også til en uderfinerbar Større Vilje eller Kraft.  

Men når jeg var sammen med mennesker, larmede en oplevelse af ”dem og mig” og en følelse af isolation. Som om jeg befandt mig i min egen osteklokke. Det forekom mig, at når jeg bidrog til fællesskabet, deltog og udtrykte mig, ramte mit input glasset i osteklokken og blev kastet tilbage mod mig i et vedvarende ekko, og jeg blev ligesom filtret ind en masse støj i form af analyser og vurderinger, domme. Både mine egne og dem jeg forestillede mig at ”alle de andre” måtte have.  

Når jeg var i fællesskaber, jeg gerne ville være en del af, kunne jeg ikke komme ud af klokken. Hvis jeg ville undgå ekkoet fra klokken måtte jeg tie. Noget i mig må have erfaret, at ekkoet fra osteklokken blev mindre, når jeg befandt mig i sammenhænge, jeg ikke direkte ønskede at være en del af, eller kunne forestille mig at være en del af – for så forstummede støjen, så det var nemmere at være, hvor der ikke var en forestilling om, at jeg skulle ”høre til”. Det var nemmere at være Antropologen. 

Jeg flyttede ned i en rygsæk, og rejste i flere år til alverdens spændende steder og mødte mennesker – i mere eller mindre flygtige, forbigående – men også respektfulde møder. 

Jeg overhørte engang, et barn i en SFO formulere: ”Det er ikke fordi, jeg bliver drillet eller holdt udenfor, men jeg er ligesom sådan en satellit, der cirkulerer udenom”. Hvor crazy at skulle høre en så præcis formulering af min egen oplevelse af at indgå i fællesskaber fra en 7-8 årig!  

Så stødte jeg på denne skønne forståelse af, hvad det er, der skaber vores oplevelse og det gik stille og roligt op for mig, at osteklokken var en form, jeg var kommet til at tro på, var virkelig. Det blev tydeligt for mig, at afstanden til de mennesker jeg var sammen med og de fællesskaber jeg deltog i blev skabt af et sammensurium af analyser, vurderinger og domme over mig selv, min gøren og laden og mit udtryk samt mine tanker om andres forestillinger, konklusioner og forventninger og præferencer – og ikke så sjældent krydret med modstridende konklusioner. 

Hold da helt op, hvor fjollet! Tankerne skabte afstanden. 

Selvom jeg skulle finde på, at kalde på ”Kluddermor”, for at hun skulle komme og bistå med at vikle alt det, der var filtret sammen ud, ville hun jo ikke have en chance. Sisyfosarbejde! Og lad os være realistiske! Ville alle forestillingerne være nyttige og anvendelige, når de var viklet ud? Næ, vel? Det letteste var og er, bare at lade bunken af sammenfiltrede tanker og tankekategorier være. Jeg tror faktisk, at de som alt andet formulder. Så hvis jeg skal nå at grine af dem, skal jeg være vaks. 

Hvis alt det, jeg kan generere af støj, kan lægges til side, så kan alt det, alle andre genererer af støj, jo også lægges til side. Så er der ikke længere noget, der adskiller. Når støjen, som måske nok er der, er lagt til side – placeret i kompostbunken, så er der bare liv tilbage.  

Liv, væren, livskraft. Så er vi det samme.  

Samhørighed føles som kærlighed. Same same. 

Det falder mig stadig ikke naturligt at tage ordet eller skrive blogindlæg – uopfordret. Men nu er det vist mest fordi, det er uvant. Så tusind tak for udfordringen!