”Selvfølgelig bekymrer jeg mig ikke, det er jo vigtigt!” Som psykolog taler jeg ofte med bekymrede forældre til børn, der ikke trives. Ofte lider de virkelig med deres børn og bruger enorme mængder mentale kræfter på at spekulere over situationen og hvad man kan gøre, om det er dem, der har gjort noget forkert, at situationen ikke er som den burde være, hvad andre forældre tænker om dem, hvad andre ville have gjort, hvor synd det er for barnet osv. Og umiddelbart giver det jo god mening ud fra den tilsyneladende logiske slutning: ”Selvfølgelig bekymrer jeg mig om, hvordan mit barn har det – det er jo vigtigt!”
Men når man får et blik for menneskets mentale design, begynder der – heldigvis – at blive vendt op og ned på den logik. Jeg tænker tit på den gang for nogle år siden, da tiøren faldt for mig selv.
Jeg var stødt på en forståelse, der blev kaldt ”de tre principper” eller ”medfødt sundhed” og det havde ramt mig som intet andet tidligere havde gjort. Jeg var begyndt at opleve nogle af bi-effekterne ved forståelsen i mit eget liv: alt var blevet så meget nemmere, lettere, lysere.
Jeg havde forstået ”tanker skaber følelser” – at vores følelser kun kommer ét sted fra: fra vores egne tanker. Den indsigt alene havde givet mig så meget ro – mig, der ellers altid havde følt mig for følsom til at være på denne planet, kunne nu tage alting meget mere oppefra og ned, fordi jeg vidste uden skyggen af tvivl at intet andet end mine egne flygtige tanker i nuet kunne ramme mig.
Jeg var også begyndt virkelig at indse grundprincippet ”Mind”, den universelle intelligens der ligger bag livet og gør, at livet så at sige har opdrift. Livet stræber opad, op efter balance og heling. Jeg så at det gjaldt alle steder i naturen – sår heler, branderter fordamper, julemaden fordøjes og mavepinen forsvinder igen. Og jeg så, at det i lige så høj grad gælder i sindet: Først kan vi ikke overskue et eller andet, men så kan vi pludselig alligevel godt. Vi tror, vi aldrig bliver glade igen, og så bliver vi det alligevel. Vi kan ikke løse skoleopgaven – og så får vi alligevel en ide og så videre. Jeg kunne se det i forhold til mit humør: Jeg har været i dårligt humør uendeligt mange gange i mit liv – og hver eneste gang er det gået over igen, også selvom jeg midt i humøret har tænkt, at jeg var gået i stykker, at jeg aldrig ville komme mig over lige præcis dét der var sket osv.
Samtidig gik det også op for mig, at det aldrig var mig selv, der ændrede humøret. Eller andre omkring mig. At mennesker slet ikke kan ændre humør, selv. At hvert eneste velmenende ”op igen”, ”det behøver du ikke tænke på”, ”det skal du ikke tage dig af”, ”det skal nok blive godt igen”, osv. aldrig nogensinde havde fået mig i bedre humør. Jeg så: Der er kun en eneste kraft i universet, der kan genoprette vores følelsesmæssige balance: Den indre opdrift.
Det var så lettende: Nu behøvede jeg ikke ”gøre noget” når jeg var i dårligt humør – jeg kunne bare lade det være, indtil det gik over. Den behagelige bi-effekt af den erkendelse var at 1) det var ikke så slemt at være i dårligt humør, fordi jeg ikke blev bange for det og 2) humøret rettede som oftest meget hurtigere op, fordi jeg ikke uskyldigt kom til at holde det nede ved at prøve at tænke mig op.
En dag fik jeg en ny indsigt: ”Wait a minute! Det er jo ikke bare mig, der er designet sådan – det er jo ALLE!” Hvilket vil sige, det er også mine børn! Med den erkendelse gik det op for mig, at jeg er lige så magtesløs overfor at skulle forsøge at styre mine børns humør opad, som jeg er med mit eget. Og at det ikke gør noget som helst, fordi de har samme indbyggede opdrift som mig – en opdrift, der er en funktion af naturens ufattelige intelligens, så den er meget bedre til det end os (hvis du er i tvivl, så lav denne lille test: Giv dig selv et lille blomsterfrø og giv naturen ét – og se så hvem af jer. der først får en blomst ud af det). Vi er med andre ord i meget tryggere hænder, end vi ved! Naturen har vores ryg.
Den indsigt ændrede mit forhold til mine børns humør fuldstændigt. Jeg var ikke længere nervøs og bekymret, når de rasede, bed og græd – jeg var rolig og helt okay. Jeg kunne være glad, selvom de ikke var det – for jeg behøvede ikke at gøre noget som helst. De skulle nok komme op igen helt af sig selv. Jeg havde det sådan: Det eneste jeg kan gøre for dem er at elske dem – og det er nemt, for det gør jeg jo allerede.
Til min store overraskelse havde denne nye bekymringsfrie holdning den bi-effekt, at mine børns humør begyndte at svinge meget hurtigere tilbage i vater. Min ældstes timelange raserianfald kunne pludselig tælles i minutter. Det var overraskende – men det gav mening: Jeg var uskyldigt kommet til at forstyrre deres vej opad med al min tidligere nervøse energi. Nu kunne de mærke på mig, at der ikke var noget alvorligt på spil, og så slappede de tilsvarende af – og på den måde fik naturen mere arbejdsro indeni dem, så de snart var på ret køl igen.
For mig er det sådan et godt eksempel på, hvordan forståelsen af de tre principper vender vores gamle forståelse af psyken på hovedet. Før ville jeg sige: ”Selvfølgelig bekymrer jeg mig, det er jo vigtigt, at de har det godt” – i dag vil jeg med største overbevisning sige: ”Selvfølgelig bekymrer jeg mig ikke, det er jo vigtigt, at de har det godt.” 🙂
Af psykolog og forfatter, Mette Louise Holland