At miste og få på et øjeblik …
Jeg lå på gulvet. Morgensolen skinnede ind ad lokalets vinduer. Der var blid musik fra højtalerne og yogalærerens rolige stemme i lokalet.
Det skulle være en pause fra den hverdag, som var blevet vores. Men tankerne havde allerede fundet vej til yogamåtten. Tankerne om at miste alt på ét øjeblik, og få det hele krøllet tilbage.
Netop som tankerne besøgte mig på yogamåtten, hentede vores nabo min mand fra sin genoptræningstur i skoven. Det hårdt prøvede hjertes rytme var atter ude af kurs, og panikkens urolige ånde var løs. Jeg mærkede uroen og greb min telefon som det første. De ti minutter hjem, var endnu en gang uoverstigeligt lange.
Jeg har siddet i bilen et utal af gange de sidste mange år og mærket uroen danse i mit indre og alligevel vide, at jeg intet ville gøre, før jeg nåede frem. Bilen og jeg i bevægelse mod hospitalet, eller bilen og jeg med en stålfast kurs mod vores hjem, og hver gang med taknemmelighedens lys stærkest i solens stråler.
At miste og alligevel få mere tid med sin elskede var det, som blev os givet den dag og alle efterfølgende dage.
Den dag var der kaffe i kopperne, papir på bordet, og mødet var i fuld gang. Jeg var til bestyrelsesmøde. Min telefon var i tasken. En fornemmelse af, at jeg skulle stikke hånden ned i taskens kernelæder og tjekke telefonen, blev ved med at forstyrre mit sind. Stille listede min hånd sig under bordet, og jeg trak telefonen op. Syv ubesvarede opkald fra samme nummer. Min vejrtrækning snørede sig sammen, og jeg bad straks om en pause.
Jeg kunne mærke min puls hamrede løs, da jeg trykkede genkald til nummeret.
“Det er alvorligt, Mathilde. Du skal komme med det samme, og du skal få en til at køre dig.”
Tårerne pressede sig på, og jeg forlod mødet i en mørk bil med Sanne som chauffør. Mens jeg sad ved siden af Sanne, kom der klarhed og vidste jeg, at jeg skulle ringe til mine svigerforældre. Et par minutter før bilen nåede frem til hospitalet, kom der endnu et kald fra nummeret. Jeg holdt vejret.
Han var tilbage. Hjertet var i gang igen. Helikopteren ville lette om lidt, når lægerne havde styr på retningen.
Jeg nåede lige at mærke hans hånd og kysse ham på panden, mens han lå der på båren i ambulancen. Et øjeblik senere blev døren lukket med fast hånd, og kursen var sat mod helikopterlandingspladsen.
Gentagelse. Gentagelse. Gentagelse. Og altid om kærlighedens akse ❤️
Skrevet af Mathilde Møller
