Jeg er ligeglad

Af Sofie Lindberg

Med de tre principper har jeg fået øje på, at jeg ikke behøver at mene noget om alting. Faktisk er det utroligt befriende ikke at mene noget om alting! Nogle gange er jeg ligeglad. Nogle gange gider jeg ikke forholde mig til det. Og det er helt som det skal være.  

Jeg tror, at jeg havde lavet en historie om, at jeg altid skulle stå klar med et svar. Skulle præstere svar på tiltale.  

”Hvad tænker du om det?” 

”Hvad er din holdning til det?” 

 Jo flere tanker jo bedre? 

Det ligger i vores sprog, forventningen om, at vi har gjort os tanker og overvejelser. Det kan føles som ”jo flere tanker jo bedre”. Jo flere tanker, jo mere tager jeg ansvar. Jo flere tanker, jo mere engageret og omsorgsfuld er jeg. Jo flere tanker, jo mere seriøst tager jeg det.  

Udtrykket ”hvor ubetænksomt af dig” implicerer netop dét. Når du ikke tænker dig grundigt om, så er du mindre kærlig og opmærksom på dine medmennesker. Men måske forholder det sig omvendt? Når jeg bekymrer mig halvt ihjel, eller overtænker natten lang, kan jeg så  være noget for nogen? Når jeg er fanget i mine tanker og røverhistorier, kan jeg så mærke, hvad der er det kærligste at gøre?  

”Tænk dig om!” Det er blevet tydeligt for mig, at vi har lavet en kollektiv overbevisning om, at hvis ikke vi tænker os godt om hele tiden, så går det galt. Helt uskyldigt har vi fortalt hinanden, at mere tænkning i sig selv er godt.  

 JEG ER LIGEGLAD 

Hvordan lyder den sætning hos dig? For mig har det aldrig føltes som legitimt at være ligeglad. Jeg har uskyldigt troet på tanken ”jeg må ikke være ligeglad”. Som om, at ligeglad er behæftet med egoisme, følelsesmæssig afkobling og useriøsitet, nærmest umodenhed.  

 Hvordan ville det føles, hvis du var mere ligeglad med mere? Der er virkelig meget i vores liv og i verden, som vi kan være ligeglade med. Det er ikke det samme som ukærlighed. For mig er ligeglad at lade tingene være som de er. At slippe modstand og pres. At være ligeglad er frihed. Frisættelse af mig selv og den anden. At være ligeglad er at sætte sig selv fri fra sociale konstruktioner om, hvad der er rigtigt og forkert. Det er en sund forvaltning af energi til det vigtige. 

Når du lytter til din indre sundhed, så VED du, hvad du skal forholde dig til, og hvad du ikke behøver at forholde dig til. Vi har naturligvis altid præferencer og behov og nogle ting er vigtige for os. Men vi behøver ikke tænke alting vigtigt.  

Leave a Comment

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Scroll to Top