Af Jakob Koch
I starten af februar i år mistede jeg min kone, Helle. Hun tog sit eget liv. Det var et kæmpe chok, også selvom hun havde haft det skidt i en længere periode. Vi var ved at blive skilt, og vi var enige om det. Jeg var flyttet i min egen lejlighed, mens Helle fortsat boede i huset, som lige var blevet solgt, men endnu ikke overtaget af køber.
Selvom det var et voldsomt chok, og det var mig, der fandt Helle og ringede 112, oplevede jeg helt fra starten, at jeg betragtede alt det, der skete, fra et roligt og neutralt sted, samtidig med at jeg reagerede med meget stærke følelser! Min søn, hans kæreste og jeg tilbragte de første fem døgn sammen, og vi gav os selv lov til bare at være i dét, der kom, ”uden at overtænke”, som min søn så klogt sagde. De første timer og dage kom der bølger af gråd, som hver gang blev afløst af ro. Uanset hvad der dukkede op af skiftende tanker og følelser – sorg, skyld, angst – så var jeg lige der klar over, at jeg iagttog det hele fra et sted, som ikke var disse tanker eller følelser.
Når familie, venner og bekendte nu spørger mig, hvordan det går, svarer jeg ofte, at det går ”overraskende okay”. Nu er jeg efterhånden knap så overrasket over det, men det var jeg virkelig i starten. Jeg har ofte tidligere forestillet mig, hvordan det ville føles, hvis en af mine nærmeste pludseligt og brutalt blev revet væk. Mine forestillinger handlede for det meste om, at jeg ville blive slået helt ud, at jeg ville græde uafbrudt i uger og måneder, og at mit liv nærmest ville gå helt i stå. Men sådan har det ikke været.
Jeg behøver ikke at være bange for mine følelser, ikke en eneste af dem. De er ikke farlige. De varer ikke ved. Når jeg rummer dem, som de kommer – med den frekvens og styrke, som de nu udfolder sig med – så føles det bare okay. Så er der ingen tanker om, at det er upassende, at jeg ikke kan holde til det, at jeg aldrig kommer over det, eller at jeg går i stykker. Så mærker jeg, at følelsen kommer på et fundament af ro og kærlighed. Jeg mærker, at livet har mig uanset hvad.
Hverken skyld eller vrede har fyldt særlig meget. Selvfølgelig har jeg haft tanker, om hvad jeg kunne eller burde have gjort anderledes, som kunne have forhindret det, der skete. Men tankerne er ikke gået i selvsving og blevet ’virkelige’. Ligeledes med vrede overfor Helles valg. Det var kun lige i øjeblikket, da jeg fandt hende. Lige der, da skældte jeg ud.
Det er en udbredt holdning, at det er egoistisk at tage sit eget liv. Men noget, som jeg har lært igennem de seneste måneder, er, at det bare ikke giver mening at dømme andres handlinger på den måde. Når vi gør det, er det altid ud fra vores egen ’virkelighed’, vores egne tanker om rigtigt og forkert. Uanset hvor tæt jeg var på Helle (igennem 34 år), så kunne jeg umuligt vide helt, hvordan hun havde det, og hvorfor hun valgte, som hun gjorde. I sidste ende var det hendes valg, og jeg kan ikke sige, at det var forkert. Jeg kan ikke fordømme hendes fravalg af livet og kalde det for ’egoistisk’. Ikke engang selvom hun efterlod sig en søn på 24 år.
Omvendt kunne man sige, at uanset hvilken følelse, vi føler os fanget i, så er vi meget selvoptaget, når det står på. Vi tager det meget personligt. Det gør vi alle igen og igen her i livet, og det er helt uskyldigt. Nogle valg kan have kolossalt store konsekvenser, også for rigtig mange mennesker omkring os, men det gør dem stadigvæk ikke forkerte.
Jeg kan ikke vide, hvordan jeg havde oplevet og reageret på det, hvis det var sket før, jeg fik kendskab til De Tre Principper. Jeg tror dog, at jeg havde været tynget af skyld og angst. Jeg havde sikkert også været optaget af, om jeg var blevet traumatiseret, men jeg føler ærlig talt ikke, at jeg går rundt med et uforløst traume. Inden under alle de følelser, der indimellem dukker op, og som gerne må være der, mærker jeg en grundlæggende ro og kærlighed, og det er jeg umådeligt taknemmelig for.